torsdag den 26. november 2015

Min karriere som rimsmed

Da jeg var ung havde jeg kun foragt tilovers for festsange og lejlighedsdigte. Jeg synes, de var platte og banale, og jeg havde ingen respekt for hverken forfattere eller forbrugere af den slags tekster.
For nogle år siden holdt  min svigerfar 60 års fødselsdag, og jeg var kommet mig så meget over min ungdoms had til genren, at jeg gik i gang med at forfatte en sang på melodien "Jeg er havren". Den blev lidt pjattet rent indholdsmæssigt, men omhandlede dog min svigerfar. Og så passede den med  rim og versefødder hele vejen igennem. Jeg har efterfølgende forfattet en sang til min svigermors 60 års fødselsdag og min mor insisterede efterfølgende på, at hun ville en sang, når hun fyldte 70 og jeg har efterfølgende forfattet endnu et par sange. Jeg vil være så ubeskeden at hævde, at kvaliteten af mine sange bliver til stadighed bedre.
Jeg kan jo, for at sige det med et klassisk ordsprog, ikke stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, men via mit forholdsvis nyopdagede (lille, ganske vist) talent for at skrive lejlighedssange og digte, føler jeg, at jeg kan et eller andet der minder om et håndværk. For den slags tekster er, på det niveau jeg er på, ikke stor kunst. Men de fungerer og skaber glæde, nøjagtig ligesom en gør-det-selv fars hjemmesnedkererede legehus.
På mandag holder den pædagogstuderende på Annas stue op. Og hun får disse ord med på vejen fra Anna og hendes ghostwriter:
Søde Line
Du får mig ofte til at grine
Og når min far, han går
Så fletter du så fint mit hår
Hvis jeg får lidt skrammer
Giver du en dejlig krammer
Jeg kommer til at savne dig
Og ønsker dig held og lykke på din vej.

mandag den 23. november 2015

Forrygende fantasi og flagrende fokus

Vi forsøger jævnligt at få Anna til at lege med modellervoks, tegne, male, lave perleplader eller andre såkaldt kreative sysler. Ikke at vi selv har talenter inden for disse sysler, men det skulle jo være så godt for børn at lære at fordybe sig... Men selv om hun ikke er meget mere end 3 år gammel, er jeg sikker på, at hun næppe nogensinde bliver fx arkitekt eller designer.
Til gengæld fejler fantasien ikke noget; jeg tror, at Anna har det, der hedder "en stor indre verden". På billedet er hun således i gang med at pakke til en sommerferie, hun skal på til landet Nougat. Man skal tage tre toge for at komme derhen, fortæller hun. Så måske har hun kreative evner alligevel, blot inden for dramaturgi?

mandag den 9. november 2015

Savn

Vi skulle til bryllup i Salzburg i weekenden (og det blev fantastisk, men det er en helt anden historie), og Anna blev passet herhjemme. Og jeg havde glæde mig til at kunne tage mig en formiddagsdrink, hvis det var det jeg havde lyst til. Til at kunne sove længe, hvis det var det, jeg havde lyst til og til ikke at skulle diskutere, hvorvidt tænderne på en lille frøken skulle børstes eller ej. Men flyet var knap lettet fra Kastrup, før jeg begyndte at savne hende urimeligt meget, og hele søndagen var nærmest en stor nedtælling, til jeg skulle se hende igen. Men på torsdag bliver Anna hentet af farmor, som kommer med hende igen om fredagen, og det bliver nu også rart at få en lille voksenmiddag og kunne sove længe...

søndag den 1. november 2015

Drømmen om en trailer

Jeg er helt afklaret med, at jeg aldrig bliver bil- eller parcelhusejer. Cykel, rejsekort og ejerlejlighed fungerer fint for mig og min lille familie. Men da jeg i går hjalp min svigerfar med at fylde affald i en trailer (som svigerfar i øvrigt havde lånt af sin fætter), fik jeg en kortvarig længsel mod at blive trailerejer: at pendulere til genbrugsstationen lørdag formiddag med traileren fuld af ikke-komposterbart haveaffald, halvrådne brædder fra det raftehegn, jeg var ved at udskifte og tomme vinflasker fra sommerens grillaftner. Jeg ville være populær blandt naboerne, fordi de altid kunne komme til mig og låne min trailer, og jeg ville et par gange om året trille med min trailer ned til den billigste grænsebutik og efterfølgende altid være leverandør af billige Blå Royal og Faxe Kondi på dåse.